Nyt dansk væksteventyr udspringer i Kalundborg
Potentialet for integration af teknologisektorer kan revolutionere udviklingen af bæredygtige produktionsmetoder. Vi står med andre ord foran døren til det næste danske væksteventyr, og Kalundborg holder nøglen, viser ny rapport, som er publiceret den 7. juni i Industriens Hus.
Klimaforandringer og efterspørgslen fra en voksende verdensbefolkning kræver nye måder at producere fødevarer, foder, energi og kemikalier på. Teknologiområderne ”Biosolutions” og ”Power-to-X” (PtX) kan rumme svar på mange af de udfordringer, som vi på verdensplan står overfor.
Kalundborg er en central spiller inden for begge områder, og ny rapport sætter nu blandt andet fokus på potentialerne i at koble de to teknologier. Rapporten med navnet: ”Biosolutions and Power-to-X: Sector Coupling in a World Leading Industrial Symbiosis in Greater Copenhagen” er publiceret den 7. juni 2023 på et morgenmøde i Industriens Hus.
Rapporten er udarbejdet af analyse- og rådgivningsvirksomheden IRIS Group i samarbejde med Dansk Industri, Greater Copenhagen og det lokalt forankrede partnerskab Knowledge Hub Zealand.
Biotekbyen fører an
Biosolutions eller på dansk biologiske løsninger er produkter og processer baseret på bioteknologi med et bredt anvendelsespotentiale, som fx biologisk fremstillede proteiner til fødevarer eller alternativer til traditionelle materialer som plastic og cement.
Danmark bestrider i dag en styrkeposition, når det kommer til forskning, innovation og fremstilling af biosolutions, og her spiller industrien og uddannelsesmiljøet i Kalundborg – også kaldet Biotekbyen – en vigtig rolle. Med biotekvirksomheder som blandt andre Novo Nordisk, som producerer halvdelen af verdens insulin, Novozymes, som er en af verdens førende enzymproducenter og Chr. Hansen, som udvikler naturlige fødevareingredienser m.fl., er Kalundborgs omfattende industrielle infrastruktur afgørende for fortsat at beholde den danske førerposition.
Power-to-X (PtX) betegner en række af teknologier, som tager udgangspunkt i, at strøm og vand udnyttes til at fremstille brint via elektrolyse. PtX-industrien er i dag på et relativt tidligt udviklingsstadie, men der forventes store implementeringer af teknologien verden over i de kommende år.
Et nyt klimateknologisk væksteventyr
Udover de potentialer og anvendelsesmuligheder, som Biosolutions og PtX hver især rummer, er der muligheder og perspektiver i at koble teknologierne. Dette og meget andet afdækkes i øjeblikket i innovationsprojektet ”PtX Cluster Zealand”, som bl.a. handler om at undersøge kobling af de nye PtX-teknologier til ressourcestrømmende i Kalundborg, hvor industrivirksomhederne i mange år har samarbejdet om at dele ressourcer som energi, vand og restmaterialer.
Udover Kalundborg Symbiosen og flere eksterne projektpartnere tæller involverede lokale partnere desuden Unibio, Kalundborg Forsyning og Knowledge Hub Zealand.
I Kalundborg har vi arbejdet med grøn symbiose på tværs af sektorer i over 50 år. De erfaringer bygger vi videre på nu. Et eksempel på det er vores biotekindustri, der kan udnytte ilten fra elektrolysen, som bliver brugt til produktionen af brint. Power-to-X kan blive et nyt, klimateknologisk væksteventyr på Sjælland, som vi er stolte af at understøtte,
siger Christian Beenfeldt, projektdirektør i Knowledge Hub Zealand, der er en af de projektledende organisationer i PtX Cluster Zealand-projektet sammen med Energy Cluster Denmark og Erhvervshus Sjælland.
Der er flere grunde til, at det kan være interessant at sektorkoble PtX og Biosolutions i Kalundborg Symbiosen. For det første kræver PtX store mængder vand af høj kvalitet. Hertil har Kalundborg Forsyning mange års erfaring og ekspertise i at behandle og levere vand i forskellig kvalitet til industrien i Kalundborg. For det andet fremstilles syntetiske brændstoffer af brint fra elektrolyse og biogen CO2, som kan indfanges fra Kalundborgs biotekproduktion (denne proces er også kendt som Carbon Capture and Utilisation, CCUS). For det tredje genererer elektrolyse overskydende ilt og varme, som kan indgå i den lokale industri og udnyttes som fjernvarme.